Velkommen til vores nye hjemmeside

Det glæder os at byde velkommen til foreningens nye hjemmeside! Nu er vi igen klar til at vise hvad foreningen står for og hvad vi laver.

Kig rundt på siden og fortæl os hvad I synes og hvad i savner her på siden. Hjemmesiden vil hele tiden blive udvidet og forbedret, så jeres input er værdifulde for os.

Til en start finder I herunder et lille overblik over Hertugbyens Bevaringsforening. Velkommen!

Hertugbyens Bevaringsforening blev oprettet i 2015 og har siden sat sine aftryk i byen.

Det fredede hus, Hofrådens Hus, var i et voldsomt forfald. Foreningen satte sig for at redde dette store og smukke hertughus. Det lykkedes. I 2016 blev den selvejende institution Hofrådens Hus etableret af bevaringsforeningen, hvorefter den selvejende institution kunne overtage Hofrådens Hus, Storegade 11. Medlemmer af bevaringsforeningen har lagt og lægger fortsat mange timer i arbejdet med, at renovere huset. I skrivende stund er det lykkedes at få lagt nyt tag, og der arbejdes videre med mange forskellige opgaver.

I 2017 blev der holdt indvielse af projekt forskønnelse og renovering af byens torve og pladser. Gamle bænke blev udskiftet med københavnerbænke og træpullerter udskiftet til granitpullerter. Et projekt som bevaringsforeningen fik gennemført i et samarbejde med Sønderborg kommune.

Af andre spændende bevaringsopgaver påtog bevaringsforeningen sig opgaven at sikre, at det fredede hus Storegade nr. 19 ikke blev solgt på en tvangsauktion. På foranledning af bevaringsforeningen, blev huset i 2017 købt af hotelejer Mads Friis, Benniksgaard, og huses stueetage bruges af bevaringsforeningen til mødelokale. Den første fredag i måneden er der medlemsmøde fra 16-18.

I 2019 har bevaringsforeningen udarbejdet en brochure ”Hertugbyen  Augustenborgs  Slotspark ” som beskriver parkens sjældne træer samt forskellige seværdigheder. Brochuren kan hentes i det lille minimuseum ved slottets portbygning. Brochuren er blevet skabt i et samarbejde mellem KunstVærket og Lokalhistorisk  Arkiv for Augustenborg og omegn.

Bevaringsforeningen, har gennem årene skabt et netværk til mange af byens foreninger. Ved aktivt at inddrage andre foreninger, er det ligeledes lykkedes at få byens kunsthuse, til at udsmykke en tom piedestal  i et af byens anlæg med en meget smuk skulptur.

I løbet af 2019 udgiver bevaringsforeningen en bog om Augustenborg slot, byens fredede huse samt seværdige bygninger. Bogen er udarbejdet i et samarbejde med KunstVærket og Lokalhistorisk Arkiv for Augustenborg og omegn.

Et ambitiøst projekt ”Hertugbyen Augustenborg, bevaring og udvikling” blev på bevaringsforeningens foranledning iværksat af Sønderborg  kommune i 2016. Projektet indebærer en helhedsplan for renovering af den gamle bydel i Augustenborg. På nuværende tidspunkt, arbejder kommunen med at færdiggøre en endelig projektbeskrivelse, som efterfølgende skal indsendes til en eller flere store fonde.

Bevaringsforeningen består af en gruppe ildsjæle der altid er på vej og parat til nye bevaringsopgaver.

Jytte Urban, formand

Hertugbyens Bevaringsforening

Udgivet i Bevaringsforening.