Hertugbyens Bevaringsforening har inviteret til indvielse af projektet om de sjældne træer i Augustenborg Slotspark
Nu kommer de sjældne træer i Augustenborg Slotspark frem i lyset!
Augustenborg Slotspark har i mange år haft en velbevaret hemmelighed, som kun få har kendt til, nemlig at parken rummer en lang række sjældne og eksotiske træer fra andre dele af verden.
Nu har tre foreninger i fællesskab gennemført et projekt for at få træerne beskrevet og gjort til endnu en attraktion i Augustenborg.
Hertugbyens Bevaringsforening, Kunstværket og Lokalhistorisk arkiv har i samarbejde gennemført projektet. Der er udarbejdet en beskrivelse af træerne og opsat informationsskilte i parken, så gæster nu ikke kun kan nyde den smukke natur, men også blive klogere på de sjældne træer parken rummer.
Træerne omfatter så forskellige træer som et over 300 år gammelt egetræ, en californisk kæmpefyr, som kan blive 3000 år gammelt, et tempeltræ og mange andre.
Der er udarbejdet en informationsfolder og vejviser på dansk, engelsk og tysk, som vil blive stillet til rådighed for turister og lokale besøgende.
Hertugbyens Bevaringsforening arbejder for at bevare det gamle bymiljø omkring slottet i Augustenborg. De sjældne træer i parken er en del af vores fælles historie, som fortjener at komme frem i lyset. Projektet kunne lade sig gøre takket være det tætte samarbejde mellem tre foreninger, som deler interessen for byens historie og kulturarv. Det viser at vi kan nå store resultater, når de frivillige kræfter står sammen om at løfte projekter, der ellers ikke kunne gennemføres, siger Jytte Urban, formand for Hertugbyens Bevaringsforening.
Augustenborg tiltrækker hvert år tusindvis af turister og lokale besøgende. For os i Kunstværket er det vigtigt at bidrage til at få Augustenborg på landkortet. Skridt for skridt vil vi få samlet flere og flere brikker til fortællingen om Augustenborg, som i kraft af kultur, historie og natur er meget attraktiv. Det vil være til glæde for vore mange gæster, men ikke mindst for byens egne beboere, som med rette kan føle stolthed og glæde over deres hjemby, siger Lars Tholander, formand for Kunstværket.
Projektet er støttet af kommunens pulje for bystrategier med 58.000 kr.
Projektet indvies tirsdag den 2. juli kl. 19-21 på Augustiana, hvor alle er velkomne.