Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus december 2021

Hermed en kort status på arbejdet i Hofrådens Hus.

Efter at vi i 9 måneder forgæves havde arbejdet på at skaffe 1 million kr til renoveringen af vinduer og døre, var vi så heldige, at Fælleslistens budgetforslag om at bidrage 700.000 kr til arbejdet, blev godkendt af et samlet byråd. Nu kunne vi endelig komme i gang med arbejdet, og en stor sten faldt fra vore hjerter.

Renoveringen af vinduer og døre har været i gang siden midten af november.

Vi har indrettet lokalet mod øst til et ”værksted” med høvlbænke og bukke. Vi har endvidere fået et godt lys i rummet, og investeret i en støvsuger, som kan opsamle malerester, da det er blyholdigt affald.

Renovering af vinduer
Desværre er det blevet så koldt, at vi bliver nødt til at have varme i ”værkstedet”. Der kræves ca 15C for at der kan limes og males. De opstillede varmeblæsere kostede så meget i strøm, at vi valgte at installere en varmepumpe midlertidigt. Vi var så heldige at Fabrikant Mads Clausen Fonden støttede dette økonomisk med 16.000kr. Det er stadig dyrt at opvarme lokalet, men meget billigere. Endvidere kan vi styre varmen hjemmefra.

Vores mandagshold har virkelig knoklet med at forberede vinduerne til at håndværkerne kan renovere vinduerne med bl.a at udskifte træ. 10 mand har været i gang med at afskrabe malingen, og taget glas ud, der ikke sad ordentligt. Heldigt at vi har en glarmester på holdet.

De få buede glas skal monteres i de 2 vinduer omkring hoveddøren. Vi har besluttet ikke at udskifte alle glas med buede, da det ville koste næsten 90.000kr.

Håndværkerne har udskiftet træ i 8 vinduer, og vi regner med at alle 10 vinduesrammer mod gaden er klar inden jul, til efterfølgende maling, isætning af glas og montering.

Malingen af vinduer og døre bliver med den velkendt hvide og Augustenborg grønne farve.

Renovering af dør
Renovering af karm

Den flotte hoveddør er næsten klar til at blive malet. Her er der blevet udskiftet en del træ.

Mandag den 6.december holdt vi (12 mand) en velfortjent julefrokost på Emma’s. Som altid meget hyggeligt. Julegaverne kom DAVIDSEN, Høruphav med.

Til slut vil vi gerne takke alle for interessen og støtten til renovering af huset, og ønske jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Bestyrelsen for Hofrådens Hus v/Jan Matzen

Udgivet i Hofrådens Hus.