Enkefru M. Martensens hus – Ruths hus

Tekst og foto: Inge H. Christensen

Ruths hus har ikke været så meget åbent som vi plejer på grund af Corona. Da vi har fået en del nye medlemmer, som måske ikke kender huset er her en kort gennemgang af husets historie, og et slideshow med fotos fra huset.

Enkefru M. Martensen´s hus – Ruths hus

Storegade 19 er som flere andre huse fra 1700-tallet fredet. Huset er opført 1788 af enken til Hofråd M. Martensen, født Ditmar. Det minder meget om Hofrådens Hus, men er bare en anelse mindre. Hoveddøren er smukt snedkerarbejde med indlagte riflede søjler og 2 ovale vinduer. Den er meget enkel, men smuk og raffineret. Bagved huset er der gårdsplads med toppede brosten, og en gammel fredet lade.

Døren i Ruth´s hus

Jørgen Paulsens beskrivelse af døren ”Det klassiske stilrene dørparti har foroven en konsolbåret, vandret dækplade. Døren er prydet med udskårne, brede, kannelerede pilastre med kapitæler og høje baser, hvorpå mæanderbort foroven og cirkelrunde, vaflede felter i midten. I øjenhøjde er der ovale lysåbninger.” Augustenborg, Slottet * Flækken * Fyrstehuset, Gad 1981

I 1800 overtog hertugparrets nye livlæge H. W. Hinrici huset. Senere, i slutningen af 1800-tallet ejedes huset af Bagermester Peter Thomsen, og var en landbrugsejendom. Siden blev det købmandsgård, og Købmand Richard Jørgensen og hans kone drev i mange år købmands – og isenkrambutik. Den sidste beboer i huset var Richard Jørgensens datter Ruth Jørgensen, derfor kaldes det i dag Ruths hus. Ruth Jørgensen var i mange år formand for lokalhistorisk forening, og havde en stor viden om Augustenborgs historie.

I dag ejes huset af Mads Friis (Benniksgård) og lejes ud til Hertugbyens Bevaringsforening.

Kilder:
Jørgen Paulsen, Augustenborg, Slottet * Flækken * Fyrstehuset, Gad 1981
Lars Tholander, ”Flækken” Augustenborg -Kom inden for, udgivet af Hertugbyens Bevaringsforening 2019

Læs mere om byens historie på Lokal Historisk arkiv
Læs mere om Hertugernes historie på Museum Sønderjylland