Vision: At de gamle bevaringsværdige og fredede byhuse renoveres og bliver til attraktive boliger og forretninger. At gøre Hertugbyen Augustenborg til et kulturelt samlingspunkt.
Mandag den 6. juni er der atter Kgl. Ballet i Augustenborg Slotspark. Vi tror der kommer rigtig mange gæster til byen denne dag, og vil gerne vise byen fra sin smukkeste side.
Derfor vil vi som sidste år iværksætte aktiviteten ”Sammen gør vi byen ren,” hvor vi på Storegade, Louise Augustas plads og Slotsallé fjerner ukrudt og cigaretskod.
Vil du hjælpe, bedes du kontakte Jytte Urban på mobil 22 93 57 06 eller mail: Jytte-bay@outlook.dk gerne så hurtigt som muligt, men senest tirsdag den 24 maj. Mødested er ved Hofrådens hus hvor vi også slutter dagen. Som tak for indsatsen, runder vi af med en ringrider pølse og noget læskende til halsen. Vel mødt med højt humør og god energi mandag den 30. maj kl. 9!
Nye bestyrelsesmedlemmer er udpeget af Sønderborg Byråd.
Årsrapporten for 2021
Efter kommunevalget, har Sønderborg Byråd udpeget nye bestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen for Hofrådens Hus.
De 2 nye bestyrelsesmedlemmer er Tom Hartvig Nielsen (A) og Niels Steenfeldt (C).
Tom sidder i byrådet, og er bosiddende i Fynshav. Niels sidder ikke i byrådet, og er bosiddende i Augustenborg. Som suppleanter er udpeget Bjørn Allerelli Andersen (A) og Peter Thomsen (V).
Det betyder også at vi har sagt farvel til 2 ildsjæle i bestyrelsesarbejdet,- nemlig til Aase Nygaard og Peter Sandholdt. De har begge været med fra starten, og har gjort et kæmpe stort og værdifuldt arbejde i Hofrådens Hus. Vi skylder dem begge 2 en kæmpe tak,-uden dem var vi ikke nået så langt med renovering af huset.
Det er derfor også meget glædeligt at Aase har takket ja til at blive suppleant for de siddende bestyrelsesmedlemmer udpeget af Hertugbyens Bevaringsforening. De 2 øvrige suppleanter er Knud Vestergaard og Flemming Thøisen.
Oversigten for den nye bestyrelses kan ses under fanen ” Om Institutionen”
Årsrapporten for 2021 er nu også udarbejdet og godkendt, og kan ligeledes findes under fanen ”Om Institutionen”. Her kan man bl.a læse om et driftsresultat på + 3.600kr, og om de aktiviteter vi har gennemført i 2021.
Restaureringsarbejdet skrider fortsat godt frem. På hoveddøren er snedkerarbejdet afsluttet, der udestår kun låsetøj og bundskinne. Alle de store vinduer på sydsiden er ligeledes afsluttet med hensyn til snedkerarbejdet. For nordsidens vedkommende er der fremstillet 4 nye vinduer, og restaureringen af de 3 øvrige er langt fremskreden. For det frivillige arbejde forestår nu en stor indsats på malerarbejdet, – i første omgang på rammerne. Det har budt på nogen udfordringer at projektet skulle udføres i vinterperioden, – og derfor må malearbejdet på vindueskarmene vente til forårets komme.
Vores gruppe af frivillige yder en hel utrolig indsats. Uden dem var vi ikke nået så langt.
Vi kunne godt bruge flere hænder,-så hvis du har lyst til at være med i fællesskabet, er du meget velkommen om mandagen kl 09:00 til 12:00
Hofrådens Hus har udgivet årsrapporten for 2021. Den ligger tilgængelig på hjemmesiden for Hofrådens Hus, under menupunktet “Om institutionen”. Som selvejende institution skal Hofrådens Hus hvert år udarbejde en årsrapport, som skal revideres af en statsautoriseret revisor. Årsrapporten gør rede for årets forløb og resultat, samt indeholder regnskabet for Hofrådens Hus S/I.
Foreningen har pt. ca. 300 medlemmer og det er rigtig flot.
Men vi kan styrke udviklingen af Hertugbyen Augustenborg endnu bedre med flere medlemmer. Det vil vise kommunen, fonde, virksomheder og andre samarbejdspartnere, at byens borgere virkelig bakker op om at skabe mere udvikling i byen.
Dermed er foreningen og medlemmerne med til at sikre, at drømmen om en genfødt Hertugby bliver til virkelighed.
Ved at være medlem, er du med til at sikre Hertugbyen Augustenborg indflydelse på den store forandringsproces, som kommer til at foregå de kommende år.
Derfor, meld dig ind nu og hjælp Hertugbyen Augustenborg. Det koster ikke ret meget, men det gør en kæmpe forskel.
Se her hvad du som medlem kan være med til at støtte i 2022:
Bestyrelsen har besluttet at arbejde videre med en række forslag til aktiviteter og projekter i 2022. Se herunder hvad det er:
Masterplan for Hertugbyen Augustenborg.
Kommunen har netop søsat det store projekt om Masterplanen ved et borgermøde den 25. januar. Det er et afgørende projekt for byen og det vil Bevaringsforeningen selvfølgelig deltage i. Vi vil både bidrage til at gøre projektet endnu bedre, men også sikre, at borgerne i Augustenborg bliver hørt, forstået og får vore interesser tilgodeset.
”Gør Byen ren” -weekend forår 2022
Rengøringskampagnen sidste år var en stor succes, så det vil vi gentage i år. Vi vil gøre byen flot og indbydende til forår og sommer.
Studietur til Højer
Højer har undergået en stor forvandling, som ligner den der lægges op til med Masterplanen for Augustenborg. Derfor vil vi gerne arrangere en studietur til Højer, som kan give inspiration til at bidrage til Masterplanen.
Sommerfest august 2022
Sidst års sommerfest var et tilløbsstykke og det vil vi gerne gentage i år. Det er altid dejligt med hyggeligt samvær til god musik og gerne i godt vejr!
Julemarked november 2022
Foreningen vil gerne sammen med andre foreninger i byen arrangere et julemarked, hvor turister og byens borgere kan få gang i julestemningen i Hertugernes Augustenborg.
Sponsorkampagne for Hofrådens Hus
Hofrådens Hus har brug for mange penge til renoveringen. Bevaringsforeningen vil arbejde med at skaffe sponsorer til huset, så der kan skaffes et ekstra bidrag til det store arbejde, som de frivillige i Hofrådens Hus udfører.
Håndværkerdag med vejledning om bevaring og renovering
Vedligeholdelse af fredede og bevaringsværdige huse skal ske med omtanke og respekt for de oprindelige materialer og metoder. Derfor vil Bevaringsforeningen lave et eller flere arrangementer, hvor husejere og andre der interesserer sig for bevaring, kan få råd og vejledning i hvordan det gøres.
Et medlemskab støtter foreningens mange aktiviteter, men det tjener også nogle overordnede formål:
Derfor er det vigtigt med mange medlemmer:
I fællesskab styrker vi udviklingen af Hertugbyen Augustenborg
I fællesskab viser vi, at borgerne bakker op om Hertugbyen
I fællesskab sikrer vi Augustenborg indflydelse på byens forandring
I fællesskab kan vi glæde os over en flot Hertugby vi alle kan være stolte af
Hvad enten du bare vil støtte foreningens arbejde, eller deltage aktivt i aktiviteter og projekter, så er din medvirken værdifuld.
Hermed en kort status på arbejdet i Hofrådens Hus.
Efter at vi i 9 måneder forgæves havde arbejdet på at skaffe 1 million kr til renoveringen af vinduer og døre, var vi så heldige, at Fælleslistens budgetforslag om at bidrage 700.000 kr til arbejdet, blev godkendt af et samlet byråd. Nu kunne vi endelig komme i gang med arbejdet, og en stor sten faldt fra vore hjerter.
Renoveringen af vinduer og døre har været i gang siden midten af november.
Vi har indrettet lokalet mod øst til et ”værksted” med høvlbænke og bukke. Vi har endvidere fået et godt lys i rummet, og investeret i en støvsuger, som kan opsamle malerester, da det er blyholdigt affald.
Desværre er det blevet så koldt, at vi bliver nødt til at have varme i ”værkstedet”. Der kræves ca 15C for at der kan limes og males. De opstillede varmeblæsere kostede så meget i strøm, at vi valgte at installere en varmepumpe midlertidigt. Vi var så heldige at Fabrikant Mads Clausen Fonden støttede dette økonomisk med 16.000kr. Det er stadig dyrt at opvarme lokalet, men meget billigere. Endvidere kan vi styre varmen hjemmefra.
Vores mandagshold har virkelig knoklet med at forberede vinduerne til at håndværkerne kan renovere vinduerne med bl.a at udskifte træ. 10 mand har været i gang med at afskrabe malingen, og taget glas ud, der ikke sad ordentligt. Heldigt at vi har en glarmester på holdet.
De få buede glas skal monteres i de 2 vinduer omkring hoveddøren. Vi har besluttet ikke at udskifte alle glas med buede, da det ville koste næsten 90.000kr.
Håndværkerne har udskiftet træ i 8 vinduer, og vi regner med at alle 10 vinduesrammer mod gaden er klar inden jul, til efterfølgende maling, isætning af glas og montering.
Malingen af vinduer og døre bliver med den velkendt hvide og Augustenborg grønne farve.
Den flotte hoveddør er næsten klar til at blive malet. Her er der blevet udskiftet en del træ.
Mandag den 6.december holdt vi (12 mand) en velfortjent julefrokost på Emma’s. Som altid meget hyggeligt. Julegaverne kom DAVIDSEN, Høruphav med.
Til slut vil vi gerne takke alle for interessen og støtten til renovering af huset, og ønske jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.
Så har vi afsluttet renovering af nord facaden, og vi er dermed færdige med renovering af alle gavle og facader på Hofrådens Hus!
Projektet er gennemført i 2021, og der er brugt ca. 350 arbejdstimer på dette arbejde. Heraf har Flemming og Oggi arbejdet ca. 250 timer. En kæmpe indsats, og resultatet er bare så flot.
Vi holder åbent i Hofrådens Hus på lørdag d. 20. november fra 10-16, så kom bare forbi og se det fine arbejde. Samtidig kan man se det næste projekt og opleve vores arbejde med renovering af vinduerne.
Lørdag den 20. november kl. 10-16åbner vi dørene til den julepyntede købmandsgård.
I stuerne i Ruths hus vil der være udstillet skulpturer og Lokalhistorisk Arkiv og Bevaringsforeningen vil hver have en stand. Bevaringsforeningen sælger forskellige drikkevarer kolde såvel som varme.
Lokalhistorisk Arkiv sælger antikvariske bøger, hånddrejede træjulemænd og kort.
I den store lade udstiller 6 kunstnere og her vil der være mulighed for at købe varm gullaschsuppe og fadøl.
Mød op til et par hyggelige timer, hvor du i smukke rammer kan lytte til julemusik, finde lige den særlige julegave, eller bare slappe af i de julesmykkede omgivelser.
Overskuddet af arrangementet går til bevaringsarbejde her i byen, og er støttet af Sønderborg kommunes Covid 19 pulje.
Vi er tre kvinder, Jane Olsen fra cafe Emma`s, Mette Henriksen fra Augustenborg- Food- Projekt og Jytte Urban fra Bevaringsforeningen, som er sammen om at arrangere ”Julehygge i Augustenborg”.
Inviter naboer og venner med til en hyggelig tur gennem den julepyntede by.
Hjertelig velkommen til et par hyggelige timer i Den gamle købmandsgård, Storegade 19, lørdag den 20. november fra 10 – 16.
Lige en kort beskrivelse af status i arbejdet med at renovere Hofrådens Hus, siden det seneste nyhedsbrev fra juli 2021.
Vi er nu snart færdige med at lægge brostenene. Det har været en hård omgang for vores mandagshold.
Facaden mod nord er blevet så flot. Der er lavet nye vinduesåbninger, repareret og grov pudset, så facaden er snart klart til at blive finpudset og kalket. Flemming og Oggi har gjort et fantastisk flot stykke arbejde.
Vi har fået tilladelsen fra Slots-og Kulturstyrelsen til at renovere vinduer og døre. Vi ville gerne have startet renoveringen i september; men det er desværre meget svært at skaffe pengene til at gennemføre projektet. Vi har til dato fået ca 25% af Slots og Kulturstyrelsen, 100.000kr fra Linak A/S, og 50.000kr fra Fabrikant Mads Clausen Fonden. Vi mangler derfor stadig at skaffe 400.000kr, før vi kan starte renoveringen af vinduerne. Vi har derfor valgt at fortsætte ansøgningerne frem til årsskiftet, og så må vi se hvad vi kan gennemføre i 2022.
Vi har også fået økonomisk støtte fra Hertugbyens Udviklingsforum til køb af 2 stk. bord-bænkesæt til haven. 1000 tak for det. Vi har desværre endnu ikke fundet økonomisk støtte til indkøb af en robotplæneklipper endnu, så den står stadig på ønskelisten.
Desværre er sidebygningen ved at falde sammen. Vi bliver nødt til at lave lidt ”førstehjælp” så dette ikke sker. Mandagsholdet har en plan, så det skal nok lykkes.
Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge dette websted, vil vi antage, at du er indforstået med det.